Om os

Tryghed, nærhed og omsorg

I børnehuset Midgården er tryghed, nærhed og omsorg kendetegnet ved vores hus. Vi er en privat integreret institution og har to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Vi bor i et stort hus med masser af plads og vi er så heldige, at have en stor og dejlig sal og en kæmpestor naturlegeplads hvor børnene kan boltre sig på. Vuggestuen har sin egen legeplads, hvor de små kan boltre sig i deres eget tempo.

Selvom vi bor i et stort hus, lægger vi stor vægt på at børnenes dagligdag foregår i små grupper. Børnene bliver delt i mindre grupper, det kan være ved ture ud af huset, ved aktiviteter eller bare almindelig hygge. Børnene er også gode til selv ar fordele sig i huset og fordybe sig i mindre grupper.

Vi åbner og lukker i børnehaven, dvs. at frem til klokken 7.30 er både vuggestue og børnehave samlet. Når klokken er 7.30 tager personalet fra vuggestuen de små med ned i vuggestuen. Om eftermiddagen samles vuggestue og børnehave igen kl. 16 i børnehaven, hvor børnene er til de bliver hentet af deres forældre. De hjælper med at lukke huset ned og er med til at feje, stable puder mm. Og de er vilde med det.

Hver fredag i de mørke måneder, er der fælles samling i salen, hvor både vuggestuen og børnehaven deltager. Der bliver sunget sange og sanglege, det er på skift henholdsvis vuggestuen og børnehaven der står for planlægningen.


Udgangspunkt i det enkelte barn

I børnehuset Midgården vipper børnene fra vuggestue til børnehave, når de er klar til det. Det betyder, at nogle børn vipper inden at de bliver 3 år og andre vipper efter, at de er blevet 3 år. Alle børn vipper altid med en ven fra vuggestuen. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn i forhold til hvilken stue de skal gå på, dette skal blandt andet ses i forhold til gruppesamsætningerne, så grupperne bliver så harmoniske som muligt


I børnehuset Midgården har vi skolegruppe med de kommende skolebørn. Vi starter op i januar med de børn som skal starte i skole efter sommerferien. Børnene øver sig på tal og bogstaver, række fingeren op sidde stille på en stol som man gerne skal kunne, når man starter i skole. Skolegruppen kommer også på andre ture, end resten af børnehaven gør. De vokser med at være de store og får nogle andre opgaver i børnehaven og får lov til at mærke, at nu er det dem som er de store

Vi lægger stor vægt på, at have en god daglig forældre kontakt og har altid tid til en snak.